Et par centrale linier fra en dejlig bog, som måske kan være til inspiration. 
“Jeg begyndte at ane, at alle vor samtids overvejelser over stilhed betragter det som fravær eller en mangel på tale eller lyd: en fuldstændig negativ forudsætning. Men jeg oplevede det ikke på den måde. I min haves vækst, i min påskønnelse af tid og den naturskabte verden, i den måde jeg bad på, i min nyvakte sans for trivsel og enkle glæder, som alle voksede i intensitet og blev tydeligere, jo mere stille jeg blev -dér så jeg ingen mangel eller fravær, men positivt nærvær. Lad stilhed være udenfor eller hinsides det deskriptive eller fortællende sprogs grænser, men det betyder ikke nødvendigvis at stilhed mangler noget som helst. Måske er stilhed et virkeligt, selvstændigt og faktisk forekommende fænomen – en selvstændig ontologisk kategori: Ikke mangel på sprog, men anderledes og forskellig fra sprog. Ikke fravær af lyd, men nærvær af noget, som ikke er lyd.” s. 31
Maitland er blevet forelsket i stilheden og vil undersøge den nærmere. I sommeren 2000 flyttede hun til Durham County, til et hus på heden højt over Weardale. “Jeg ønskede både at være stille og at tænke over stilhed. Jeg drog ud for at søge stilhed – og det har jeg gjort lige siden.” s. 36.
Hun sammenfatter hendes erfaringer med stilheden sådan.
“Jeg har samlet og oplevet så mange stærkt positive øjeblikke af stilhed, situationer af menneskelig erfaring, hvor der ikke er nogen tale, ingen larm, men helt klart heller ingen følelse af tab eller mangel. Jeg tænker ikke her kun på mine egne “lyksalige øjeblikke” af stilhed, men på kulturelt set mere bredt anerkendte situationer.
Der er den sarte intimitet mellem en moder og hendes nyfødte barn ved afslutningen på nattens amning, når barnet er tilfreds, på randen af søvnen, og man er der sammen med barnet og sig selv.
Der er reaktionen af ærefrygt, når den “naturlige” verden i bestemte situationer giver sig til kende, hvor ord og selv normale følelsesmæssige reaktioner kommer til kort – eller rettere træder til side for erfaring. Skønt de i sig selv er stille, har nogle naturfænomener en tendens til at udløse følelser af fred eller tilfredshed (naturen “overfører” stilheden til mig), frem for en oplevelse af ærefrygt eller ubeskrivelighed. For at det sublime kan komme til stede med fuld effekt, skal der være et element af kraft og af noget grundlæggende umenneskeligt. Forskellige fænomener virker sådan – på forskellige mennesker: Bjergkæder, meteorregn, store vandfald og vide udsigter fra høje klipper er eksempler på den slags fænomener, som jeg tænker på, kan bringe folk til tavshed.
Der er den positive psykoanalytiske stilhed, som tilsyneladende gør det muligt at opnå en ny form for selverkendelse og at genskabe et individs helhed og integritet.
Der er efterklangen af rigtig god sex, når man er sammen med det andet menneske uden krav eller behov. Faktisk er der en stilhed omkring sex, som er helt anderledes end skammens stilhed. Der er noget ved den seksuelle passion, som sprog ikke kan begribe eller repræsentere – og når det er bedst, er der ingen grund til at forsøge.
Der er de mystiske oplevelsers stilhed, hvori stilheden bliver indhold såvel som ramme, og som opleves uudsigelig – i en vis forstand umulig at drage ind i sproget.
Der er den ligefrem ekstatiske eufori, som så ofte går forud for psykotiske og især epileptiske anfald. Jeg føler, at dette er den samme stilhed som den mystiske stilhed, men den moderne kultur har adskilt dem strengt.
Der er den særlige stilhed i visse former for læsning, hvor der opstår en afstemt kommunikation, når den storsindede forfatter åbner det lille rum for den agtpågivende læser, og de to i fællesskab kalder (eller måske leger) en betydning frem.
Der er stilheden i at lytte til musik - særligt instrumentalistisk musik (i modsætning til den menneskelige stemme). Musik er kompliceret i denne sammenhæng. Hvis musik er et øre-sprog og “forståeligt, men ikke oversætteligt”, som Anthony Storr har kaldt det, eller endnu mere primitivt en samling af lyde, hvordan kan det da kaldes “stille”?
Dette er grunden til, at jeg har betonet det at lytte til musik frem for musikken i sig selv. Det er en almindelig reaktion på visse former for musik, at hjerte og sind bliver stille, og at man savner evnen til at tale om mening – både følelsesmæssigt og intellektuelt – samtidig med at det står helt klart, at det er meget betydningsfuldt. Det er en af de kulturelle oplevelser, som mennesker ofte nævner, hvis man spørger dem om positive oplevelser med stilhed. Nogle gange forestiller jeg mig, at musik medierer mellem stilhed og sprog. Nogle gange ser jeg det som et sprog i sig selv – ligesom de døves tegnsprog eller matematik.
Der er de store kosmiske kræfter, som vi er afhængige af, selvom de er stille og helt usynlige . lys, organisk vækst, tyngdekraft, elektricitet, tidevandet, jordens rotation, de teotoniske pladers bevægelser. Luft, jord, ild og vand.
Der er dødens stilhed.
Alle disse former for stilhed har nogle helt specifikke ting til fælles: For eksempel en oplevelse af “noget på forhånd givet” – det vil sige, at disse oplevelser kommer fra “udenfor” det alminelige selv og hverken lader sig styre eller kontrollere, omend det er muligt at undvige eller undgå dem. Samtidig opleves de som integrerende: Hele selvet er involveret og erfarer sig selv – på en ny måde. Endnu mere almindeligt og grundlæggende er fraværet af grænser – folk føler, at de er udenfor og iagttager sig selv “højt oppe fra”, men uden nogen oplevelse af adskilthed eller splittelse. Fornemmelsen af forskellen mellem Selvet og Den Anden/Det Andet, mellem Jeg og Du bliver utydelig – bortset fra at der ikke er noget tab af integritet. I reglen ophører denne tilstand, når egoet, bevidstheden, genfinder sig selv.
Måske endnu mere relevant her er den stærke oplevelse af uudsigelighed. Oplevelsen er ikke kun vanskelig at tale om, men den er faktisk meget svær at genkalde sig, at huske og at rekonstruere følelsesmæssigt. Oplevelsen kan ovenikøbet være indholdstom eller meningsløs -”hinsides sproget.” s. 247 ff.
“Måske har stilhed virkelig en rytme…det ville være en interessant tanke, fordi det ville bringe stilhed på linje med musik. “Efter som musik et det eneste sprog med de modsatrettede egenskaber af at være på en og samme tid uudsigeligt og uoversætteligt, er den der skaber musikken, et væsen, som kan sammenlignes med guderne, og musikken i sig selv er det højeste mysterium indenfor videnskaben om mennesket.” s. 253.
